Svæveflyvning er kunsten at flyve uden motor - hvordan kan det så lade sig gøre?
Et svævefly flyver på samme måde som alle andre fly - ved hjælp af dets aerodynamiske karakteristika - men hvor motorkraft og brændstofskapacitet bestemmer hvor langt et motoriseret fly kan komme omkring, afhænger en svæveflyvetur fuldstændigt af naturlige, meteorologiske kræfter, og ikke mindst pilotens evne til at udnytte disse.
Al flyvning er baseret et fysisk princip som gør, at potentiel energi kan omdannes til kinetisk energi og omvendt - sagt på en anden måde: højde kan omdannes til fart, og fart kan omdannes til højde. Det er netop disse to energiformer - højde og fart - som er påkrævet for at få et hvilket som helst fly til at flyve. Et motorfly skaber fart ved hjælp af motorkraften og dets vinger omdanner en del af denne fart til højde. Et svævefly har også vinger, som omdanner fart til højde, men farten kommer ikke fra en motor - den kommer fra tyngdekraften. Ligesom en bil med slukket motor, som triller ned af en bakke vil øge farten, vil et fly, som hele tiden flyver lidt nedad få fart på. Hvor motorfly kæmper mod tyngdekraften, forstår svæveflyvere altså at udnytte denne.
Som bekendt er ingenting gratis, og hvis tyngdekraften alene kunne skabe nok energi til at holde fly i luften ville vores verden nok se meget anderledes ud, end den gør i dag. Tyngdekraften giver svæveflyet den nødvendige fremdrift, men det koster højde. Efter noget tid i luften ville man således løbe tør for højde, og være nødt til at lande - hvis det altså kun var tyngdekraften, som svæveflyvere forstår at udnytte. Det er her meteorologien kommer ind i billedet.
Varm luft vejer mindre end kold luft og vil derfor stige til vejrs. Selvom luften ser ganske rolig og statisk ud, er den i konstant bevægelse på grund af temperaturforskelle i atmosfæren - de fleste har nok oplevet turbulens i et rutefly, hvilket er et godt eksempel på, at luften aldrig står stille. Ligesom i havet er der forskellige strømninger som konstant er i bevægelse.
Jorden bliver hele tiden bombarderet med energi fra Solen. Nogle dage er det overskyet og kun en relativ lille mængde af denne energi når jordoverfladen - andre dage kan det være rigtig meget. På en dag hvor meget solenergi når jordoverfladen overrasker det nok ikke nogen, at jordoverfladen vil blive varmet op. Men landskabet vil ikke blive varmet jævnt op - eksempelvis vil en sandet mark lynhurtigt blive varmet kraftigt op, mens et sumpet vådområde ikke vil blive varmet nær så meget op. Disse forskellige overflader i landskabet får altså forskellige temperaturer - og den smitter af; luften, som befinder sig over en meget varm overflade vil blive varmet meget op, mens luften som befinder sig over en koldere overflade ikke vil blive varmet så meget op. Så er vi tilbage ved princippet om at varm luft stiger til vejrs, fordi det vejer mindre end kold luft; når et område af luft ved overfladen, f.eks. over en varm, sandet mark, er blevet tilstrækkeligt varmt, vil en mængde luft - i svæveflyvekredse kendt som en boble - rive sig løs fra jorden og begynde at stige til vejrs.
Tricket ligger nu i at finde disse områder med opadstigende luft - og det er netop det, svæveflyvere specialiserer sig i. Umiddelbart lyder det næsten umuligt, men faktisk er det ved at kigge på bl.a. skyformationer muligt med rimelig præcision at finde stedet med opadstigende luft - kaldet termik. Fugle kan også være en god indikation af, hvor der er termik - de bruger nemlig ligesom svæveflyvere termikken til at holde sig i luften. Når en svæveflyver finder et sted med termik, vil man flyve rundt i cirkler i området, og svæveflyet vil stige til vejrs sammen med termikboblen. På den måde vinder man altså højde, og ved at udnytte tyngdekraften kan man omdanne noget af denne højde til fart, og dermed holde flyet i luften.