500 km ud-hjem rekord, d. 18. april 2017

Så har Mads Lykke gjort det igen. Denne gang med mig som co-pilot i Vejle´s Duo Discus.
521 km "ud-hjem", fra Hammer til Dornsode, en nedlagt flyveplads, 40 km syd for Elben, og retur.

Gennemsnitshastigheden var 78,8 km/t.

Vejrudsigten for tirsdag d. 18/4 havde længe set lovende ud, i det mindste ifølge Topmeteo. Jeg havde derfor reserveret DUO’en, og Mads henvendte sig med et forslag om en 500 km ud-hjem. Jeg havde egentlig udtænkt mig en 300 Km FAI-trekant, som ”blot” skulle flyves med mere en 100 km/t.

Men med vanligt blik for vejret, generelt, og ude i hjørnerne, mente Mads at det var bedre at gå efter de 500 km, selvom Topmeteo viste, at det kunne se lidt snasket ud nede syd for Elben, hvilket skulle vise sig at holde stik. Vi studerede diverse vejrkort og vejrudsigter sammen med Freddy, Frederik og Søren Lisberg. De nævnte herrer valgte en tur nordpå, men Mads og jeg tog den heroiske beslutning at flyve syd på.

Niels Jørgen var mødt tidligt op for at køre spil. Uden hans store hjælp var der ingen rekord. Da flyet stod klar til start kl. 10, med henblik på at gå i luften kl. 10:30, var himlen imidlertid grå som bly, og fyldt med snebyger. Heldigvis havde Freddy medbragt kage, så vi udsatte starten, og tog en kop kaffe i klubhuset mens vi ventede. Her var dejlig varmt, og hvad havde vi egentlig gang i?

Niels Jørgen venter tålmodigt

NielsJorgenventertaalmodigt

Efterhånden kunne man, gennem bygerne, se nogle cumulus skyer mod nord, hvor vinden kom fra. Niels Jørgen trykkede spillets gashåndtag i bund kl. 11:30. Da der ikke var brugbar termik over Hammer satte vi straks motoren ud, og satte kursen mod Horsens, hvor der efterhånden var en opklaring på vej.
Vi tærsklede ud kl 12:00. Med transponder, og en venlig indstilling fra flyveledelsen i Billund, fik vi lov til at krydse tværs ned mod Vejle, som vi passerede i 1100 meters højde. Vi var ikke helt tilfredse med termikken, som var svag, og svær at centrere i. Til gengæld, så der ud til at være godt vejr langs hele østkysten. Blå himmel og hvide skyer ned over Kolding, Haderslev og Åbenrå, så langt øjet rakte. Længere inde i Jylland var der imidlertid fortsat masser af snebyger, - ikke noget der lignede flyvevejr. Landet viste sig fra sig fra sin mest spektakulære side, med store vejrmæssige modsætninger.

Kurs mod Vejle
KursmodVejle

Stemningen i cockpittet var optimistisk, men alligevel lidt spændt. Vil det her overhovedet lykkes?
Selvom vi har kendt hinanden siden Mads var en knægt (og elev), og jeg en ung mand med begyndende skægvækst (og instruktør), så har vi aldrig fløjet sammen på denne måde. Nu, 2 modne herrer, der begge mener at vide hvor skabet skal stå, i samme cockpit i 7 timer, hvordan mon det vil gå? Mads er venstreorienteret (66% af gangene, jf. SeeYou) og jeg er er blevet rimelig højreorienteret med alderen. Det er jo i sig selv konfliktstof. Men da Mads allerede har opnået mere end 10 Danmarksrekorder, var det imidlertid en let beslutning for mig, at overlade styrepinden til ham, - en god del af tiden. Til gengæld tog jeg mig af det store overblik over luftrum og radiokommunikation, mens vi var fælles om de taktiske overvejelser, og trak hinanden op af kulkælderen når det så sortest ud. Vi sad også begge og ledte efter det ikke eksisterende flapshåndtag, hver gang der skulle fart på skuden.

Nord for Skrydstrups TMA forsvandt bygerne inde i land, og vejret blev generelt bedre, så vi søgte længere vest på, med kursen direkte mod vendepunktet. Termikken var fortsat mærkelig kantet. Ingen regulære bobler og heller ingen regulære skygader. I kombination med at basen ikke var imponerende høj, var det svært at få ordentlig fart på skibet. Vi passerede tårnet i Skrydstrup lige nøjagtig højt nok til at flyve over kontrolzonen. Hvilken kanonstart.

Vi lå alt for længe i lidt for lav højde, og mindede hinanden om de vise ord fra en amerikansk svæveflyverhelt: ”get high and stay high”. Syd for grænsen blev det bedre, men vi skulle helt til Husum før vi for første gang på turen var i 1200 meter. Derefter lå vi generelt højt, med en komfortabel ground speed på 150-170 km/t. Snart snoede Ejderen sig smukt under os, og ude til højre var Vadehavet, så langt vi kunne se. Stemningen var nu høj. Det varede kun lige til vi kom til Elben. Det var sjovt at se sluserne ved Brunsbüttel, der hvor Kielerkanalen starter, men det var nok mere relevant at fokusere på den store udkagning af 8/8 skyer der bredte sig vest for Hamborg.

Ejderens udmunding i Vadehavet

EjderensudmundingiVadehavet

Kun 10 km nord for vendepunktet var vi nede i 860 meter, og den gråsorte markering vi kunne se i alt det triste skydække SKULLE give noget løft, det kunne vi nemt blive enige om. Og det gjorde den også. 6 minutter senere var vi i 1400 meter, og kunne snart vende i god højde, med et snit på første ben sølle 100 km/t. Glæden varede kun kort. For det første fik vi nu modvinden på 30km/t at føle, og for det andet var vi hurtigt nede i 900 meter igen.

Elben og Kielerkanalen, på vej syd på.

ElbenogKielerkanalenpåvejsydpå

Det oplevedes som en evighed at komme tilbage over Elben, der med sit brede fugtige område virkede som en mental barriere. Udsigten over Elbens udmunding, ud mod Cuxhaven, gjorde situationen tålelig. Vi kæmpede os nord på i langsomt tempo.

Flarmen larmede pludseligt op, og fortalte at vi blev angrebet bag fra. En Arcus med usmageligt store orange klistermærker på vingerne kom brasende ind i vores boble. De havde travlt, og gav snart negativ flaps og fortsatte med fuld fart. Vi blev bekymrede. Var det mon en anden dansker der var ude efter "vores" rekord? Vi luntede efter dem i vores mere adstadige tempo. Et godt stykke tid lå de lavere og længere fremme, så vi til sidst ikke kunne se dem. Men snart mødtes vi igen, i samme højde. Nu var det dem der viste os den gode termik. De forsvandt atter i samme rastløse stil. Vi fandt ikke ud af hvem det var, og håber ikke at se deres navn på rekordlisten. (Mads fandt senere, på OLC, ud af at det var en tysker).

Syd for Husum var humøret helt nede i kælderen. Det var nu 1,5 time siden vi havde vendt Dornsode, der var stadigvæk over 150 km hjem, og klokken var nu 16, så vi havde max. 2-3 timer til at komme hjem. Det krævede et snit på 75 km/t, hvilket på det tidspunkt virkede rimeligt usandsynligt. Heldigvis fandt jeg, på min vagt ved styrepinden, en rigtig god boble, der kunne få os op til en skygade mod NØ mod Flensborg.

Klokken 16:45 passerede vi grænsen. Nu havde vi kun 115 km hjem. Vi kunne i det mindste satse på at komme hjem for motor, og målet var nu at komme så langt nord på som muligt, inden vi satte turboen ud.
Ud for Åbenrå havde vi udsigt til en mur at af sort sky på tværs af Jylland. Det så ud som da vi forlod det. Der var to veje uden om: Vestkysten eller Østkysten. Skyerne mod vest så bedst ud, men så også ud til at ende i en blindgyde. Vi var ikke overbeviste om at vi kunne nå hele vejen hjem, Vest om Billund og uvejret.

Sattelitfoto kl. 17:26

Sattelitfoto

Til gengæld så der ud til at være skyer hele vejen op over Haderslev, og op over på Fyn, hvilket dog var noget af en omvej, så sent på dagen. Vi valgte derfor, til sidst, at fortsætte direkte nord på, op i løvens gab. Årsagen var, at vi kunne skimte solbeskinnede områder på jorden, og inde mellem snebygerne stod der tilsyneladende gode gedigne cumulus. Jeg ved ikke med Mads, men jeg var ikke særlig overbevist. Det kønne Fyn så mest indbydende ud. Til sidst skulle det dog vise sig, at være en modig og rigtig beslutning at køre lige på.

Udsigt mod Fyn

 UdsigtmodFyn

Vi indledte hjemturen med en boble vest for Rødekro der gik til 1700 meter. Herligt, - nu steg humøret. Herefter fulgte et, efter dagens forhold, langt og ukompliceret glid, hvor Mads førte flyet frem på kattepoter. Der var ingen højde at spilde ved at mase på, som vennerne i Arcus'en. På den anden side kunne vi jo heller ikke holde parkeret i den vedholdende modvind. Ved Vamdrup, var vi igen nede i 770 meter, og vi havde nu direkte kontakt med snebygerne. Det så for alvor ud til, at det var "nærved og næsten", og at turen snart kunne være slut. Der var meget stille i cockpittet.

Ved Lunderskov kl. 18:00

 VedLunderskov

Der var ingen grund til at tale situationen hverken op eller ned, så hellere tie stille og håbe på den sidste frelsende termik. Klokken var nu 17:45, og ethvert barn ved, at solen var på vej ned. Men der var fortsat udsigt til lidt termik, og den næste boble bragte os op i fantastiske 1400 meter. Tæt på bygen gav den op til 4 m/s. Nu var der kun 50 km hjem, og alt var igen muligt.

Hjemme igen

Hjemmeigen

I Billund TMA fik vi lov at tanke højde på, syd for Vandel. Her stod en fed skygade mod NNV som gav en del sne, men vi fandt noget godt stig til 1600 meter. Billund havde bedt os om at kalde op når vi var parat, da der var lidt trafik der lige skulle klares først. Da vi mente, at der var højde nok kaldte vi op, og fik "go". Tak til Billund for tålmodigheden, jeg syntes det tog en evighed at passere den forlængede centerlinje øst for Billund.
Nu skulle vi kun gennem de sidste svage snebyger, og 16 kilometer ude, i 1000 meter, turde vi endeligt slappe af og nyde de sidste kilometer. Da vi endeligt kunne tro på at Hammer var inden for rækkevidde kom kulden ind på kroppen for fuld musik, og vi frøs som små hundehvalpe da DUO'en rullede op foran hangaren. Turen fra Dornsode til Hammer havde taget 4 timer, med en gennemsnitsfart på 64 km/t.

Hjemmeigen2


Tak til Schemmp Hirth for at opfinde Duo Discus :-)
Carsten
20/4 2017