Bergfalke, 50 år
Tekst: Erling Rasmussen
I marts 2019 er det 50 år siden vores hæderkronede Bergfalke III ankom til Vejle Svæveflyveklub. Den var helt ny og blev leveret fra fabrikken: "Scheibe-Flugzeugbau" i Dachau, der ligger lidt nordvest for München.
Det har vist sig at være et særdeles godt køb. Valg af type var optimal. Nu efter 50 år gør den det stadig rigtig godt.
Som en stolt fugl stiger den op i termikken med en hastighed der ofte er klubbens øvrige fly overlegne.
Utallige er de elever der har fået deres uddannelse og første solo flyveture i "H3" og har trænet termikflyvning m. v.
Nogle strækflyvninger er det også blevet til selv om der sjældent var tid, fordi eleverne stod i kø.
Utallige er også de gæster der har fået indblik i svæveflyvning, ved at være med på en tur, nogle af kort varighed andre længere og højere. Begejstringen har altid været stor!
Det er i de 50 år blevet til ikke færre end 39.186 flyvninger og 6.596 timer.
Selv om de mange elever har skullet lære flyvningens og ikke mindst landingens kunst, har vi (bortset fra en hård landing efter afbrudt start, hvor nogle rør i bunden af kroppen blev bøjet) været forskånet for uheld og havari.
Arbejde og udgifter til vedligeholdelse har i de mange år været meget begrænset.
Dersom den bliver vedligeholdt og behandlet godt, kan den klare mange år endnu - måske yderligere 50 år?
Lidt historie:
I foråret 1959 udskiftede klubben den åbne skoleglider 2G "OY-AVX" ud med en brugt Bergfalke II "OY-ESX", der havde fløjet temmelig meget på en flyveskole i Tyskland. Det var et meget velholdt og velflyvende fly fra 1953, som straks blev brugt til skoling, strækflyvning og deltog i DM. Det var det første fly i klubben der var godkendt til strækflyvning. Hidtil måtte medlemmerne holde sig til lokalflyvning.
Lidt om typen:
Prototypen er designet af Egon Schibe i 1950, året før det blev tilladt tyskerne at svæveflyve igen efter Anden Verdenskrig. Prototypen er bygget i Innsbruck, Østrig, og fløj første gang den 19. August 1951.
Egon Schibe havde før krigen gjort sig gode konstruktionserfaringer med en række flytyper blandt andet Mü-10 "Milan" og Mü13D (DaSK OY-MUX) fra München Tekniske Højskole. Disse to typer med trævinger og stålrørs krop dannede grundlaget for Mü-13E Bergfalke.
I 1951 etableres "Scheibe Flugzeugbau" i Dachau, og seriefremstillingen af Bergfalke i større tal begyndte.
I 1953 kom Bergfalke II der havde lidt mindre spændvidde. I 1955 kom Bergfalke II/55.
I 1963 kom den videreudviklede Bergfalke III, bl.a. med blæst hood, bedre luftbremser, mere harmonisk sideror og trim.
Bergfalke III
Spændvidde: 16,6 m.
Længde: 8 m.
Tomvægt: 275 kg.
Max. startvægt: 465 kg.
Stall hastighed: 55 km/t.
Max. hastighed: 180 km/t.
Glidetal: 28 ved 80 km/t.
Mindste synk: 0,7 m/sek. ved 65 km/t